Nyheder 2014


Nyheder og resultater 2014


28. december:

2. plads til Diablo i PRI

Igen i dag red Laura og Røgild's Diablo et rigtigt flot og næsten fejlfrit PRI program, som blev belønnet med flotte kommentarer og 65,875 %. Det rakte til en fin 2. plads. Dejligt at se de to så godt på vej og at de bare bliver bedre og bedre til alle de svære ting. Vi glæder os til spændende udfordringer i 2015.


7. december:

Debut til Charming-Boy og Laura

Røgild's Diablo gik endnu et flot PRI program med fine traverser og øgninger. Han blev 1. uplaceret (endte som nr. 6) i det store felt med mange dygtige ekvipager kun 1,5 point fra placering.

Laura havde stævne debut med avlshingsten Charming-Boy Se.M. som gik meget fint. Charming er bare så sød at have med i byen. han kigger ikke og er ikke hingstet. Stod hele dagen i stævneboks og var helt afslappet og hyggede sig. Dejlig pony som fik meget fine kommentarer med på vejen. De endte midt i feltet, hvor karaktererne var meget tæt. Med lidt mere fin-tuning skal det nok blive rigtigt godt. Dejligt at køre hjem efter en lang dag med gode ture og fin debut med Charming.   


23. november:

Første sejr i PRI til Laura og Røgild's Diablo

En dag, hvor opvarmningen bare var helt perfekt og timingen passede. De red et meget flot program med flot flow og meget flotte traverser og øgninger i trav og galop, der blev honoreret med 8-taller. Dejligt at der med 66,50 % stadig er plads til mange forbedringer og dejligt at det flotte par rigtigt har fundet de helt rette gear, som vi igennem de sidste par måneder har arbejdet målrettet med.


9. november:

Røgild's Diablo 3'er i semifinalen og samlet nr. 6 til ponyernes finale i dressurchampionat for 7 års

Røgild's Diablo og Laura red et rigtigt flot program lørdag i LA5, hvor Diablo blev belønnet med karakterne: Trav 8,3. Skridt 8,0. Galop 8,1. Ridelighed 8,1 og kapacitet 8,2. Han blev en flot nr. 3 i klassen mod både kat. 1 og kat. 2 ponyer.

I søndagens finale havde han fundet sit ekstra "Ikast-gear" frem, så han blev lidt for frisk, og det kostede desværre dyre fejl i PRI, som også gik ud over karaktererne i gangarter og ridelighed. Alligevel blev han en flot nr. 6 samlet set. Klassen blev vundet af fantastiske Lilo L og Henriette B. Hansen, der er en del af det danske landshold.


5. oktober:

Talentsamling og Diablo nr. 6 på landsplan i kval. til dressurchampionat

Lørdag d. 4. oktober red Laura og Røgild's Diablo igen en kvalifikation til pony dressurchampionatet selvom de allerede er videre til semifinalen. Denne gang med en veloplagt og glad Diablo. :-)

Parret blev nr. 4 i klassen, som var blandet mellem kat. 2 og 1, og de opnåede 66,3 % for deres LA5 program og 76,8 for gangarter som var blandt dagens højeste på tværs af alle klasserne. De ligger nu nr. 6 på landsplan inden semifinalen blandt både kat. 1 og 2. Søndag d. 5. oktober deltog Laura og Diablo i talentsamling ved pony landstræneren. De fik gode og motiverende kommentarer og fifs til det videre arbejde. Dejlig weekend!


5. oktober:

Ny pony i stalden

Vi er meget glade for og stolte af, at Stutteri Stald Nørlund har stillet den kårede DSP avlshingst Charming-Boy Se.M. til rådighed for Laura. Charming-Boy er kåret med sølvmedalje og var årets gangartshingst i sin årgang. Han er ud af tysk top-blod med FS Champion De Luxe som far og FS Don't Worry som morfar. Charming-Boy er blandt andet far til A-ponyen Nørlund's Cartoon.

Han har nu boet hos et par uger og er faldet hurtigt til. Han er et rigtigt nussehoved og nyder den store opmærksomhed. Vi glæder os meget til at lære ham bedre at kende og få ham med ud på stævnepladserne.


18. september:

Ascension Day lånt ud til dressurrytter

Vores 4 års dressurhest Ascension Day er lånt ud på en langtidskontrakt til en dygtig dressurrytter, der bor ved Vinderup. Vi glæder os meget til samarbejdet.


14. september:

Laura og Røgild's Diablo videre til semifinalen i dressurchampionatet

Laura og Diablo er videre til semifinalen/mellemrunden i dressurchampionatet for 7 års ponyer. Diablo virkede lidt mat i LA5 programmet, som de skulle gå, og viste slet ikke det, han kan. Han var nok træt efter DM weekenden før, hvor han i den grad var frisk og kæk. Nu skal han lige have lidt pause og skovture. Det har han da i den grad fortjent.


7. september:

Laura og Røgild's Diablo var med til DM i pony hold dressur

Hjallerup Rideklub havde to hold med til hold DM i pony dressur. Fantastisk oplevelse! Inspirerende, spændende og hyggeligt at være sammen med de bedste ponyryttere og deres forældre.

Søndag blev Laura og Diablo første uplacerede i deres LA4 i et dygtigt felt. Og endda med fejl. Så vi er meget tilfredse og ser tilbage på en dejlig weekend. Frem mod mesterskabet har vi trænet for at få Diablo bedre frem i rammen og gå med mere styrke, sving og bæring. Og det skal vi da love for, at han fik. :-) Den ekstra power og sats kostede fejl i programmerne. Men det gør bestemt ikke noget. Det er vejen frem mod nye eventyr for de to. Det er processen, der er vigtig. Nu skal de to videre.


Tak til sponsorerne: Horseline, STARK Aalborg og Coldwater United Seafood.



Hjallerup Rideklubs to hold ved DM for pony hold 2014.


24. august:

Hjallerup Rideklub bliver nr. 3 til distriktsmesterskabet for hold

Laura og Røgild's Diablo er med på det hold, der bliver nr. 3 ved nordjydernes distriktsmesterskab. Laura rider et rigtigt flot program. Desværre bliver hun efterfølgende diskvalificeret, fordi hun har et forkert stævnenummer på. Resten af holdet gør det også super godt, og de bliver nr. 3 uf af 11 hold. Det er selvfølgelig ærgerligt, da hendes point ville have ændret placeringsrækkefølgen på de tre placerede hold. Men pyt - sket er sket! Det er rigtigt sejt at blive nr. 3. Stævnet er slut. Vi skal videre. :-) Stort tillykke til holdet og de øvrige placerede hold.


Dagen derpå

Her dagen efter mesterskabet bliver vi kede af den debat, der kører omkring resultatet. Man kan måske diskutere måden selve diskvalifikationen foregik på, samt hele dialogen omkring dette. Men det er mere af teknisk karakter, og det har ikke noget med resultatet at gøre. Det er en anden diskussion, mener jeg. Vi vil ikke forsøge at ændre selve resultatet, og vi vil ikke tage præmier fra glade piger. Det er ikke vigtigt for os. Jeg håber, at debatten om resultatet ikke raser videre. Det har ingen godt af. På Facebook har jeg i en tråd omkring stævnet lagt følgende besked ind, som jeg håber, kan lukke debatten:


Jeg er mor til hende, der scorede selvmål ved at have et forkert stævne nr. på. Havde bestemt mig for ikke at deltage i dumme debatter, men nu lukker vi den her: Resultatet ville være blevet et andet, men det blev det ikke. Dommeren har talt. Tillykke til alle de dygtige ryttere! Og det mener jeg virkeligt! Ridning skal være sjovt! Og alle skal opføre sig ordentligt! Vi elsker sporten og shit happens. Glæd jer nu over al den fine ridning i weekenden og se frem til de næste stævner, hvor pigerne er samlet igen. Konkurrencen er afgjort. End of discussion!



Camilla Jørgensen, Laura Carlé, Kristine Krogsgaard, Michael Møller Flintrup og Julie Wolters


12. august:

Op på hesten - Laura i gang med vores DV unghest

Vores dejlige og hjemmeavlede De Noir datter, Ascension Day, er kommet hjem fra tilridning i Hjallerup Rideklub. Laura er så småt begyndt at ride hende, og det går rigtigt godt, skønt hun kun er 4 år. På den anden side har Laura efterhånden en vis erfaring med unge heste (ponyer). De passer perfekt sammen i størrelsen. Laura rider selvfølgelig stadig Røgild's Diablo samt et par dejlige ponyer mere, der står hos Thorup-Hjallerup Hingstecenter.


4.- 6. juli:

Tre stabile ridt i LA4 til flotte procenter

Ved weekendens DYD-stævne i Hjallerup havde Laura og Diablo tre gode dage. Alle tre dage red Laura fokuseret og dygtigt, og fik disponeret opvarmningen rigtigt godt i samarbejde med berider Michael Møller Flintrup. Feltet var alle tre dage stærkt, da det for mange var et spørgsmål om at kvalificere nye ryttere på rutinerede ponyer til hold DM. Fredag fik Laura en 3. plads og red LA4 til hhv. 66,1, 68,75 og 69,53 %.


Et af deres ridt kan ses her: http://youtu.be/ULh3l3OT9dA?list=UUkh7H7T-wTO0YSH7FiahWww


14.-15. juni:

Endnu en sejr og 2. plads til Røgild's Diablo


Diablo og Laura har ikke været til stævne siden stævnet i påsken. De var i fin form denne weekend, og de vandt LA4 og blev nr. 2 i LA3 med knap 68 % i begge klasser.


Der er endda plads til forbedringer, så parret kan blive spændende at have med på et hold til DM for pony dressur hold 2014, der afholdes i september.


21. april:

Hingstefremvisning Thorup-Hjallerup Hingstecenter


Årets New Forest hingst Skovlundegårds La' Coste (herunder) blev vist flot frem af Laura ved åbent hus arrangement hos Vita Mølgaard og Steve Thomsen. Se omtale på Ridehesten:  http://www.ridehesten.com/dk/Heste-nyheder/SeNyhed/?ID=27580


20. april:

Sejr og 2. plads til Diablo og Laura


Ved C-stævnet i Silkeborg vandt Røgild's Diablo en LA1 med hele 72 % og fik en 2. plads i hans første LA4 ved C-stævne med 66 %.


2. april:

Røgild's Chico er solgt til Sverige


Vores dejlige lille pony-hest er solgt til en meget sød dame i Sverige. Her skal Røgild's Chico  nu være luksus dressurhest og bo på et slot! Held og lykke med din nye, smukke hest Astrid.


16. februar:

Diablo debuterer i PRI


Efter mere end 4 måneders stævnepause har Røgild's Diablo i dag haft sin debut i PRI ved C-stævnet i Thisted. Det var et flot felt og en noget "spændende" hal for de fleste af ponyerne. Diablo var da også lidt frisk, men på en fin måde. Laura valgte derfor at ride sikkert - uden at satse for meget. De red et fejlfrit program, men uden den store "power" og fik 62,88 %. Vi er meget tilfredse og glade for, at de nu har taget hul på de sværeste pony klasser på en fin måde. Dagens resultat giver ham en guldmedalje i DSP' medaljeridnings system.


Nytår: Tilbageblik på 2013


2013 blev et meget spændende og godt år med ponyerne.


I starten af året debuterede Laura og Røgild's Dolina i LA4 og Dolina blev lynhurtigt B-pony.

På sin 6 års fødselsdag deltog Dolina i sit første landsstævne. Dette var også Lauras lands-stævnedebut. I sommeren var de kun et mulehår fra at opnå A-pony status. Røgild's Dolina er den kat. 3 pony, så vidt vi kan se, der har været længst fremme som 6 års nogensinde. Ingen af de andre gode kat. 3 ponyer gik landsstævner i så ung en alder. En meget flot præstation af Laura, der selv har uddannet hende. Det har været en spændende rejse med dejlige "Dolle". Røgild's Dolina blev d. 1.8. solgt til en dejlig familie i Sverige. Vi savner hende meget, men er glade for, at hun er kommet til en så god familie, der også har sportslige ambitioner.


I foråret 2013 begyndte Laura så småt at ville vise Røgild's Chico frem på stævnebanerne. Han er en stor pony, så det har taget noget tid for Laura at ride sig sammen med ham. Men i maj måned gik det løs, og de vandt LC dressur til klubstævne. Men allerede i september vandt de en LA4 til DSP's championatskvalifikation, og var direkte videre til semifinalen. I oktober, ved finalestævnet, vandt de en PRI med over 65 %. Nu er de for alvor i gang, og det så ud til at blive et flot par. Men desværre gik Chico over mål ved sin sidste måling som pony i december.


Både Røgild's Dolina og Røgild's Chico har i 2013 opnået DSP's guldmedalje for sportsresultater.


Vores dejlige springpony Jestis Antine blev i foråret solgt til den bedste familie, man kan tænke sig. Den nye ejer Caroline kommer fra en rigtig hestefamilie, så her har hun mulighed for at udvikle sit talent for springning samt evt. senere videregive sine gener i avlsboksen. Det kunne ikke være bedre.


Røgild's Diablo købte vi i sommerferien 2013, og han er præcis den skønne pony, som vi drømte om. Laura og ham har brugt efteråret på at lære hinanden at kende, og Diablo har gået sine første ponystævner med flere sejre og placeringer på C-plan til følge. I september blev han suveræn vinder af championatskvalifikationen på landsplan. Ved finalestævnet blev de en flot nr. 3 samlet set. Til distriktsmesterskabet i Nordjylland blev parret ligeledes nr. 3, slået med kun

0,173 % til 2. pladsen. En flot start med denne fantastiske pony, som også er en rigtig kammerat. Altid glad og altid villig til at arbejde og samarbejde. De er nu ved at være klar til at starte PRI. Vi er spændte på, hvad den næste sæson byder på med Diablo.


Laura vil gerne takke sin sponsor Horseline for engagement og hjælp til altid at have flotte ponyer med til stævnerne. Desuden en stor tak til hendes to trænere Vibsen og Michael Møller Flintrup.








 



 


Nyheder og resultater


Se seneste nyt fra Stald Night and Day og følg med i resultater og begivenheder.


Nyheder fra andre år:  2016, 2015, 2014, 2013.


Aktuelle nyheder finder du her.



Copyright © All Rights Reserved